Sjove lege for børn indendørsDer findes masser af sjove lege indenfor. Derfor kan du sagtens sætte børnene i gang eller selv deltage i sjove lege, der kan underholde dem i mange timer.

Er det regnvejr eller koldt uden for, så børnene ikke har lyst til at gå udenfor, er der heldigvis mange andre lege, som I kan kaste jer ud indendørs. Dermed er der mange timers underholdning for alle i familien – og voksne kan også sagtens være med til de mange indendørslege. Nogle af dem kan du sikkert huske fra din egen barndom.

Stopdans

Stopdans er en god måde for børn – og voksne – at få brændt noget energi af. Der skal være en til at styre musikken, mens de andre giver den gas på dansegulvet og danser lige så tosset, de har lyst til. Lige indtil musikken stopper selvfølgelig. Når den gør det, gælder det om at stå helt stille. Lykkes det ikke, må du gå ud – og de andre danser videre om, hvem der er den bedste til at stå helt stille, når musikken stopper.

Skattejagt

En anden oplagt leg inden døre er en skattejagt. En almindelig bolig byder på masser af gemmesteder. Du kan enten arrangere den for børnene eller prøve at få et af de ældre børn til at arrangere den for de yngre. De ældre børn vil helt sikkert synes, at det er sjovt at finde på ledetråde og skøre gemmesteder, som de mindre skal finde frem til.

Gemmeleg

En god gammeldags gemmeleg er heller aldrig at gå af vejen for. Igen vil børnene have nemt ved at finde steder at gemme sig – selv i en lille bolig. Legen kræver ikke andet, end at børnene bruger de naturlige gemmesteder, der er i boligen. Dermed er det en meget nem leg at sætte i gang, og børnene vil helt sikkert kunne få timer til at gå med at gemme sig og prøve at finde hinanden.

Tegnelege

Vil du gerne have børnene til at lege noget mere stille, kan du sætte gang i nogle tegnelege. Du kan for eksempel få dem til at tegne selvportrætter. Der skal de koncentrere sig om at se på sig selv – for eksempel kan børn hurtigt glemme, at de har øjenbryn og øjenvipper. Dermed øver de sig også på at se detaljer.

En anden sjov leg er, at du folder papiret tre steder på tværs. Hver deltager i legen skal have et papir og tegne et hoved, hals og skuldre på den øverste tredjedel. Derefter skal du føre to streger ned i starten af den anden del af papiret.

Nu sender I papirerne videre. Den næste, der skal tegne, kan kun se de to streger fra, hvor skuldrene går, men kan ikke se selve hovedet. Nu skal kroppen og armene tegnes, og der skal være to streger, der fører videre til den nederste tredjedel. I bytter igen, og til sidst skal I tegne ben og fødder. Til sidst afslører I personerne for hinanden.