Forældrekøb af lejligheder til unge, der skal studere, er en god måde at give den unge en billig bolig. Men der er nogle ulemper for jer som forældre, som I bør kende til, inden I begiver jer ud i et forældrekøb. Ellers kan det hurtigt blive dyrt for både jer og jeres barn.
Forældrekøb af lejligheder til unge studerende er en stigende trend. Og forståeligt nok, for lejligheder – specielt i de større byer – er dyre, og der kan være rift om dem. Med forældrekøb giver I jeres barn en billig husleje. Men hvad er omkostningerne for jer? Hvad er jeres risiko? Og har I styr på det skattemæssige?
Michael Christensen fra Boligraadgiver.dk hjælper jer her igennem de ting, I skal vide, når I overvejer et forældrekøb.
1. Hvor længe skal den unge bo i lejligheden?
Det kan være svært at vide, når man er ung, hvor man er om et år eller to. Men det er vigtigt, at I får en snak om tidshorisonten. Hvis lejligheden kun skal bruges i et år eller to, kan det blive en dyr fornøjelse. Der er forholdsvist store omkostninger forbundet med både køb og salg af lejligheden. Det gælder eksempelvis gebyr til lånoptagning, skøde og rådgivning ved købet, samt ejendomsmægler, beskatning af fortjeneste mv. ved salget.
“Skal disse omkostninger regnes ind over en periode på kun et par år, så kan det langt bedre betale sig at leje en almindelig lejlighed i stedet. Men skal den unge bo der i flere år, er der søskende, der kan overtage lejligheden, eller kan I selv bo i den senere, kan det bedre betale sig”, siger Michael Christensen der er ekspert i køberrådgivning og forældrekøb.
2. Kan jeres økonomi klare det?
Forældrekøb er som udgangspunkt ikke nogen god investering for jer selv. Selv med skattefordelene kan det nemt komme til at koste jer ekstra penge. Kan I klare jer med et mindre rådighedsbeløb, hvis det bliver nødvendigt? Der kan for eksempel komme uforudsete udgifter til vedligeholdelse.
Og hvordan ser det ud, hvis lejligheden taber værdi. Kan I klare det tab, I så vil få efter salget af den? Det er vigtigt at få taget stilling til de ting, inden I køber. Ellers bliver det let til en svær situation og det kan betyde et anstrengt forhold mellem jer og jeres barn.
“Det er også vigtigt, at I ikke kun kigger på jeres situation nu. I skal også se på, om I kan klare meromkostningen i tilfælde af, at en af jer mister sit arbejde eller I går på pension”, fortæller Michael Christensen.
3. Skatteregler
Der er flere ting, I skal være opmærksom på, for at I kan få glæde af skattefordelene ved forældrekøb. Reglerne på området er komplicerede. Derfor er det en rigtig god idé, at gå jeres beregninger igennem med en revisor. Så er I sikre på, at alt ser rigtigt ud.
Det er også vigtigt at huske på, at skattereglerne kun gælder, hvis I ejer boligen. Det betyder, at I ikke får glæde af skattefordelene, hvis det er en andelsbolig, I køber. Her køber du nemlig ikke en lejlighed, men i stedet en andel af den samlede andelsboligforening.
Desuden er det værd at vide, at I bliver beskattet af en eventuel gevinst, I får, når lejligheden skal sælges igen, hvis I ikke selv har boet i den. Der er dog den mulighed, at den unge køber lejligheden til den tid. Det kan gøres til 15 % under den offentlige vurdering, hvilket ofte vil betyde, at der ikke er nogen gevinst at beskatte.
4. Passer lejligheden til formålet?
Der er flere ting, der spiller ind, når det gælder, hvorvidt den lejlighed I vælger, passer til formålet. Først og fremmest er det vigtigt, at I undersøger, om lejligheden overhovedet må lejes ud.
“Sørg for at tjekke ejerforeningens vedtægter”, siger Michael Christensen. “Det er ikke unormalt, at ejerforeninger har forbud mod udlejning af lejlighederne i bygningen. I så fald vil I stå med en lejlighed, I ikke må leje ud til jeres barn. Og så er der ikke så meget fidus ved et forældrekøb”, fortsætter han.
Det er også vigtigt at huske, at ejendomsmægleren ikke længere har pligt til at rådgive køber om disse ting. Sådan var det ellers, før de nye regler trådte i kraft i januar 2015. Der skulle ejendomsmægleren gøre opmærksom på, at lejligheden ikke ville kunne udlejes på grund af regler i vedtægterne. Men i dag er ejendomsmægleren udelukkende sælgers mand.
“Derfor er det ekstremt vigtigt – når vi taler forældrekøb – at I selv læser vedtægterne igennem, så I er sikre på, at det er tilladt. Få eventuelt en uvildig rådgiver til at tjekke den for jer, hvis I er usikre”, råder Michael Christensen.
Dernæst bør I også overveje, om det kan blive relevant for jeres barn at dele lejligheden med andre. I så fald er det vigtigt, at lejligheden er indrettet, så der er taget højde for det. Det er både svært og dyrt at gøre noget ved senere.
5. Lejekontrakt og lejepris
Det er vigtigt, at I får udarbejdet en lejekontrakt på lejligheden. Med en lejekontrakt er alle aftaler skrevet ned. Så er det mindre sandsynligt, at der opstår uenigheder, der kan gå ud over jeres forhold. Dernæst er det også nødvendigt for den unge at have en lejekontrakt for at kunne få boligsikring.
“Ligesom med lejekontrakten, er det vigtigt, at I også undersøger lejeniveauet for lejligheden”, siger Michael Christensen. “For I må nemlig ikke sætte lejen for lavt. Sker det, gælder skattereglerne for forældrekøb ikke længere, og så får I ikke skattefordelene. Omvendt dur det heller ikke at sætte lejen for højt. For så kan det påvirke muligheden for at få boligsikring.”
“Derfor oplever vi også tit, at forældre søger rådgivning til forældrekøb. Der er simpelthen så mange regler at tage hensyn til, at det kan være svært at overskue. Uanset om I bruger en professionel rådgiver eller ej, er det vigtigt at I sørger for at sætte jer godt ind i reglerne. Ellers risikerer I nemt at overse regler, der kan blive meget dyre i den sidste ende”, afslutter Michael Christensen fra Boligraadgiver.dk.